Thomas P. Frantsen fejrer 20 års jubilæum

OKTOBER // 2 MIN.

ERP løsningsarkitekt gennem 20 år: ”Jeg syntes ikke IT var super spændende…”

Thomas P. Frantsen, 53 år, har 1. november 20-års jubilæum for sin ansættelse i Bredana Axcite. Med titel af COO, Head of Operations, Product Manager og partner, er han helt central i virksomheden og er samtidig med som løsningsarkitekt, når styringen af komplicerede processer skal designes i ERP-systemet.

Det lå dog mildt sagt ikke i kortene, at Thomas skulle den vej..!

”Jeg havde haft noget programmering på HA-studiet på Handelshøjskolen, og jeg må indrømme: Jeg syntes ikke, IT var super spændende,” fortæller Thomas.

Han valgte handelshøjskolen, fordi det var et ”sikkert valg” og afsluttede med en cand.merc. i strategi og ledelse.

”På det tidspunkt var det ikke så nemt at få et job. Men en af mine gode venner skaffede mig et job i familievirksomheden BabyDan, hvor de manglede en, der kunne løse nogle ad-hoc opgaver.”

Sjovt nok kom der til at stå IT Manager på hans BabyDan visitkort.

”Dengang tænkte jeg, at det er en trædesten til et rigtigt arbejde – og jeg venter stadig,” siger han med et stort smil.

Det var som om, han ikke kunne komme uden om IT, for inden længe sad han med det interne ansvar for implementering af nyt ERP-system, Axapta 2.5. Og så kom interessen:

”Jeg syntes, det var spændende at få processer ”mappet” ind i det nye system og gøre driften af virksomheden mere effektiv,” siger Thomas.

I 2003 så han tilfældigt en annonce for en ERP-konsulent hos Bredana Axcite i Aarhus, som dengang havde fire medarbejdere; titlen skiftede fra IT Manager til ERP-konsulent og rollen fra kunde til leverandør.

Men hvorfor er du blevet det samme sted i alle årene?

”Kollegerne spiller en væsentlig rolle. Det fylder meget. Vi har formået at bevare et virkelig godt arbejdsklima, og vi er en del kolleger med høj anciennitet,” siger Thomas.

Bredana Axcites tilgang til samarbejdet med kunder betyder også noget:

”Vi opfører os ordentligt. Vi skal tjene penge, ja, men er ikke ublu,” siger han og tilføjer:

”Man kan se sig selv i det. Og som medarbejder har man vide rammer. Vi kan selv definere vores arbejdsdag.”

Og så er der naturligvis produktet - Microsoft Dynamics 365 Supply Chain Management, som Bredana Axcite og Thomas har specialiseret sig i…

”Efter at det kom over på cloud-platformen, er det blevet et helt andet system. Det udvikler sig eksplosivt. Hvis man er nysgerrig efter at lære, bliver det aldrig rutinepræget,” siger Thomas og tilføjer, at der er stor tilfredsstillelse i at formidle viden om Dynamics 365 Supply Chain Management til kunderne.

”ERP-projekter er komplekse, fordi de rækker langt ud over simpel IT, og vi lykkes bedst med projekterne der, hvor kunderne kan kapere både nye værktøjer og nye processer.”

Bredana Axcites kundeforhold er ofte langvarige, og det har Thomas en god del af æren for.

”Kunderne ser os ofte som en forlængelse af deres organisation. Det er tit de samme konsulenter, der løser opgaver for en kunde i hele samarbejdets løbetid. Vi kender dermed kundens forretning – på udvalgte områder mindst lige så godt som kunden selv. Vi ved, hvad der er truffet af beslutninger og hvorfor,” siger Thomas.

Efter cirka 10 år hos Bredana Axcite, blev han udnævnt til teamchef, for det hastigt voksende antal medarbejdere på Aarhus-kontoret. Næsten samtidig fik han titel af Product Manager.

Han blev partner for fem år siden, og i 2021 blev han udnævnt til COO.

Når nye kunder er i farvandet, er det ofte Thomas, der med sin brede erfaring og viden står for de indledende behovsanalyser.

Privat bor Thomas sammen med Marianne Lilholt og fire delebørn. Marianne er medejer af IT-firmaet DonkeyPower, så der bliver drøftet en del IT - også privat.

Fritiden går med at læse, spændende rejser og oplevelser, samvær med vennekredsen og styrketræning nogle gange om ugen, ”så jeg ikke går helt i forfald”, som Thomas udtrykker det.

Vi er specialister i Microsoft Dynamics 365

Vi er særligt stolte af vores certificering som Microsoft-partner med speciale i Microsoft Dynamics 365 Supply Chain Management og Finance. Det betyder nemlig, at du er garanteret markedsledende ERP-produkter af høj kvalitet og sikkerhed.

Læs mere om vores løsninger

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at høre mere om Dynamics 365 Supply Chain Management, er du meget velkommen til at kontakte os her.

keyboard_arrow_up